Har du nogensinde set en dokumentarfilm om vilde dyr og været så fascineret, at du føler dig forbundet med dyrene og virkelig er bekymret for deres velbefindende? Det var nok det, som en gruppe fiskere følte den dag.
Efter at bjørnemor havde efterladt sine unger til at dø midt i en iskold sø, havde ungerne desperat brug for en helt, der kunne komme og redde dem. Heldigvis opholdt der sig nogle fiskere lige i nærheden, som havde fået øje på dem, og de besluttede sig for at redde dem…men ville det lykkedes?
Hvad skete der i søen?
Historien begynder ved en ferskvandssø, Vygozero-søen, i den nordvestlige del af Rusland. Dette vandområde er så utroligt koldt, at temperaturen er kendt for at nå helt ned til -4 grader Fahrenheit, eller -20 grader Celsius. Man kan vist roligt sige, at denne sø ikke er en populær destination for vandski!
På grund af søens enorme størrelse tager det lang tid, før den fryser til, hvilket gør den faretruende kold for mennesker og de fleste andre vilde dyr at svømme i. Det er uklart, hvorfor denne bjørnemor besluttede sig for at krydse søen med sine små unger. Moderinstinktet er meget stærkt hos de fleste arter, især hos bjørne.
En dårlig beslutning
Desværre var beslutningen om at hoppe i søen med sine to unger ikke specielt klog. Det faktum, at hun havde to unger på ryggen, mens hun gjorde sit bedste for at svømme i det iskolde vand, var for meget for hende.
I begyndelsen så det måske lovende ud, men efter et stykke tid stod det kun alt for klart, at hun ikke kunne fortsætte på denne måde, når hun havde begge sine unger på ryggen. Bjørneungerne endte til sidst ude midt i søen og måtte selv svømme for deres liv, uden at vide hvor de skulle svømme hen.
Liv og død
Bjørnemødre anses for at være yderst uselviske dyr, der er villige til at ofre sig selv for at beskytte deres afkom, når deres moderinstinkt sætter ind. Denne bjørnmor reagerede imidlertid anderledes i denne livstruende situation.
Uanset hvad hun havde planlagt, rystede hun til sidst ungerne af sig, og hun begyndte at svømme væk, med det resultat at ungerne lå og spjættede hjælpeløse i vandet. Denne beslutning kan komme som en overraskelse for mange iagttagere. Der kan dog spekuleres i det faktum, at det har noget at gøre med at deres forsvarsinstinkter er mere udviklede til at bekæmpe andre dyr og ikke kolde vandstrømme.
Forladte unger
Nu var ungerne helt alene i den iskolde sø, udmattede og desperate. Hvordan skulle de overleve, nu hvor deres mor – og deres beskytter – havde forladt dem? Uden nogen til at redde dem var deres chancer ufattelige ringe.
Da alt syntes håbløst for disse små unger, dukkede der på, mirakuløs vis, en båd op i horisonten. Situationens alvor stod straks klart for fiskerne om bord – det skulle blive et kapløb mod tiden at redde de skræmte små fra at lide druknedøden.
De begyndte at udarbejde en plan
Ironisk nok håbede fiskerne nu på, at de i stedet for at fange fisk kunne fange to små bjørneunger og forhåbentlig bringe dem i sikkerhed, men det var bestemt ikke nogen nem opgave. Ungerne blev bange for båden og begyndte at gå i panik. Fiskerne begyndte at lægge en plan for at redde dem på en sikker måde, så de ikke skræmte ungerne.
Selv om bjørnemoren havde efterladt ungerne uden opsyn i vandet, var hun stadig i nærheden og var vidne til alt, hvad der skete, mens hændelsen udspillede sig. Da denne mor var en ret stor bjørn, var fiskerne usikre på, om de skulle fortsætte eller ej, da de frygtede for deres egen sikkerhed.
De fik alt på kamera
Det er takket være moderne teknologi, at vi har været i stand til at overvære mange redningsmissioner, som der ellers kun har været få vidner til. Fiskerne benyttede derfor lejligheden til at tage et par billeder til at sikre dokumentation på, hvad de havde gennemlevet. Deres venner ville have svært ved at tro dem!
Kort efter foretog en af ungerne et forsøg på at kravle op på båden på egen hånd og rakte op med sine labber. Bådens kant var dog alt for høj for den lille bjørneunge, og han kunne ikke komme op på båden selv, især ikke da han var så træt efter at have svømmet så længe i det kolde vand.
Vil det virke?
Da den gennemblødte bjørneunge desperat forsøgte at kravle om bord, gik besætningen i gang med arbejdet. En af fiskerne løb hen for at hente fiskegrejet, så ungerne kunne hægte sig på det, og han kunne hive dem om bord.
I første omgang så det ud til, at planen ville virke, men bjørnen lå stadig lidt for lavt på kanten af båden til at kunne trække hele sin krop op. Besætningen var bekymret for, at det store fiskenet ville skræmme bjørnen endnu mere.
Bjørneungernes øjne
Noget skete med de garvede fiskere, da de så ind i den hjælpeløse bjørns øjne…det skabte en slags forbindelse mellem fiskerne og den lille uskyldige bjørn. Det var denne forbindelse, der tvang fiskerne til at løbe en stor risiko. Bruge nettet, trække op og gøre alt, hvad de ellers kunne, for at redde bjørneungen.
De brugte forsigtigt deres fiskenet i forsøget på at hive bjørnen op af vandet – ligesom de ville have gjort med almindelige større fisk, men tricket her var at sørge for, at bjørneungen ikke gik i panik og dermed begynde på at modarbejde redningsholdet. De gæve fiskere håbede, at den ville være helt rolig og affinde sig med situationen.
De kunne være aggressive
Den største bekymring ved denne plan var, at fiskenettene ikke var konstrueret til at løfte tunge bjørneunger. Desuden var der en risiko for, at bjørneungerne ville angribe besætningen af frygt. Alligevel var de villige til at risikere at ødelægge nettet, hvis det gav dem chancen for at redde ungerne.
De fortsatte med deres plan. En fra holdet foreslog, at de skulle forsøge at berolige bjørnen, før de trak den ind i båden, men da de kun var fiskere og ikke havde nogen tidligere erfaring med bjørne eller andre landpattedyr, var der derfor ingen, der havde nogen idé om, hvordan det skulle gøres.
Den første bjørne (tjeneste)
Den første unge blev fanget i nettet og bragt tættere og tættere på skibet, indtil de endelig fik den op på båden! Dette var dog kun begyndelsen, for de skulle jo også sikre sig, at bjørnene ikke kom til skade undervejs. Fiskerne opdagede dermed hurtigt, hvor tung en gennemvædet bjørneunge var.
De var meget taknemmelige for, at disse unger stadig var meget små – hvis det havde været bjørnemoren, der havde siddet fast i vandet, ville det have været en helt anden historie! Efter et par forsøg kom ungen til sidst tæt nok på bådens kant til selv at kravle om bord. Heldigvis klatrede den blot op på båden i stedet for at angribe. Situationen var endelig ved at blive bedre.
Den anden bjørn
Efter deres vellykkede redningsforsøg af den første bjørneunge følte fiskerne sig sikre på, at de sagtens kunne fange den anden bjørneunge lige så let, men det betød bestemt ikke, at det ville blive problemfrit.
Heldigvis syntes processen med deres udviklede redningsmetode med fiskenet at gå langt hurtigere og mere glat end med den første bjørneunge. Den anden unge blev samlet op og trukket ind efter samme metode. Situationen var endelig ved at blive bedre, og udsigten til afslutning var i sigte.
Redningsmissionen var en succes
Fiskerne kunne endelig tage et øjeblik til at fejre det. Der blev delt high fives i luften og beherskede jubelråb mellem dem. Da de to unger var reddet, kunne fiskerne ånde lettet op og forberede sig på det næste skridt. Selv om ungerne var i sikkerhed fra at drukne, var de bestemt ikke i god form. De var totalt udmattede, kolde og drivvåde. De var også forvirrede over deres helt nye omgivelser.
De stakkels små væsener rystede af en kombination af både frygt og kulde. Dette var sandsynligvis den første kontakt, de nogensinde havde haft med mennesker. Disse stakkels unger samlede sig i et hjørne, hvor alle kunne mærke at de virkelig savnede deres mor.
Hvad er næste skridt?
På en eller anden måde følte fiskerne sig tætte på ungerne. Den farlige situation for både bjørnene og mennesker havde bragt dem sammen. Det ville ikke have været overraskende, hvis fiskerne havde haft et ønsket om at beholde dem, efter at de havde set bjørnene kolde, ensomme og trænge til trøst.
De vidste dog også udemærket, at bjørnemoren var i nærheden og kun ventede på at blive genforenet med sine unger. De vidste også godt, at det klogeste valg ikke var at tage ungerne med hjem, men at genforene dem med deres mor.
Eftersøgning af bjørnemor
De skulle nu finde ud af, hvor bjørnemoren var blevet af, så de kunne genforene hende med sine unger. Efter alt det kaos, der var opstået under redningen af ungerne, syntes ingen af dem at kunne huske præcis, hvor det skete.
De tænkte lidt over det og kiggede sig omkring for at finde det sted, hvor bjørnemoren kunne vente. Efter et stykke tid mente en af fiskerne at have fundet stedet, så de sejlede ind mod kysten i håb om, at bjørnemoderen stadig var der.
Ventespil
Det var dog lidt af et antiklimaks, da bjørnemoren ikke dukkede op, da fiskerbåden endelig nåede ind til kajen. De havde en fornemmelse af, at hun ville være lige i nærheden – måske gemte hun sig bag træerne, indtil det var sikkert at afsløre sig selv.
De vidste dog, at det næste skridt var at lade ungerne slippe fri, så deres mors duft ville føre dem til hende. Fiskerne bar de trætte og svage unger i land for at bringe dem til sikkerhed. De ventede et stykke tid, men der skete uheldigvis absolut ikke noget.
Ingen fremskridt…og dog
Fiskerne var ikke længere sikre på, hvad de ellers skulle gøre. Det så ikke ud til, at bjørnemor ville komme frem for at hente sine unger, og de frygtede alle, at de små bjørne ikke ville klare sig alene i det kolde vejr.
Fiskerne var usikre på, hvad det hele skulle ende med, da de pludselig så bevægelse fra den anden side af søbredden. De to ungers mor var endnu en gang gået i vandet og var begyndte at svømme hen imod dem. Hvad gjorde fiskerne så som det næste?
Moderen var på vej
Bjørnemoren svømmede hurtigere og hurtigere. Fiskerne spurgtesig selv om, hvorfor hun ikke havde gjort dette før, med sine unger. Måske var det for svært for hende at svømme med dem på ryggen, men nu, hvor hun svømmede frit og alene, kunne hun måske komme helt over.
For hvert sekund, der gik, kom bjørnemoren tættere og tættere på. De var glade for at se, at hun var på vej efter sine unger. På den anden side blev fiskerne også skræmt ved tanken om, at bjørnen nærmede sig dem for at beskytte sine unger ved at angribe dem. Var hun klar over, at de lige havde reddet bjørneungernes liv?
”’Genforenet”’
Fiskerne ville ikke risikere deres eget liv, så de efterlod ungerne, gik tilbage til deres båd og håbede på det bedste. De startede bådens motor, og mens de sejlede af sted, holdt de øje med, hvad der foregik på passende afstand.
Da bjørnemoren nåede frem til bredden for at blive genforenet med sine unger, kunne de tage af sted med god samvittighed og ro i hjertet. Efter lidt tid kiggede de sig tilbage, og så at bjørnemoren var ankommet til søbredden, og de vidste, at hun aldrig ville forlade sine unger igen.
Farvel pelsede venner
Det blev til et vemodigt farvel. De havde trods alt været igennem så meget sammen, og det bånd, der var blevet skabt, havde gjordt det svært for fiskerne at efterlade ungerne på søbredden og bare sejle videre. De var dog glade for, at de havde filmet oplevelsen, for nu kunne de se, og også vise andre, den oplevelse de havde været igennem.
Disse fiskerfolks mod og venlighed er noget, vi alle kan lære af. De satte deres liv på spil for at sikre bjørneungernes overlevelse. Vi må minde os selv om vigtigheden af at give en hjælpende hånd til dem, der har brug for det, selv i tider med frygt.